Topsoe fik stabilt gulv i kantine og laboratorier
Bygherre: | Erhverv - Topsoe A/S |
Entrepriseform: | Fagentreprise |
Metode: | Uretek GeoPlus® - 740 m² i 1,9 meters dybde |
Udførselstid: | 15 arbejdsdage |
Siden 1940 har den internationale ingeniør- og teknologivirksomhed Topsoe udviklet processer inden for heterogen katalyse og anlægsprojektering. I Danmark beskæftiger Topsoe ca. 2000 medarbejdere, og i Kgs. Lyngby ligger hovedsædet, som bl.a. rummer adskillige laboratorier, der danner rammen om virksomhedens forskningsarbejde.
I afdelingen for Facility Management registrerede medarbejderne, at betongulvene i en
af bygningerne havde sat sig flere steder. Projektleder Kim Boding Johannsen kontaktede COWI for en undersøgelse af problemet, og de foretog 130 boringer i de ramte områder.
Fri for forstyrrelser i driften
Resultaterne viste, at der var mellem 2 og 30 cm luft under gulvene på grund af en tidligere kælder, der var blevet fyldt op og støbt med et nyt gulv omkring 60 år tidligere. Opfyldningen var ikke tilstrækkeligt komprimeret og forårsagede nu sætningsskader i bygningens gulv. Projektleder Kim Boding Johannsen fra Topsoe udtaler:
“Vi stod over for udfordringer med gulve, der satte sig i både vores kantine og laboratorier, og det var afgørende at finde en skånsom løsning, der ikke forstyrrede forskernes daglige arbejde, som kræver ro og præcision.”
Det sætningsramte område omfattede en kantine på 400 m² og laboratorier på 340 m². COWI etablerede kontakten til Uretek, som blev valgt til at udføre opgaven med stabilisering i en dybde ned til 1,9 meter på de i alt 740 m². Den valgte løsning var injicering af det ekspanderende materiale, Uretek GeoPlus®, som udfylder hulrummene og sikrer hurtig og permanent stabilisering af betongulvet.
Forud for aftalen havde Topsoes repræsentanter mange gode og kritiske spørgsmål til metoden, som de ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med:
“Uretek fremviste grundig dokumentation for deres metode, så efter nærmere dialog, havde vi ingen bekymringer omkring udførelsen. COWI undersøgte også afgasningen fra Ureteks GeoPlus® og konkluderede, at den var minimal og helt ufarlig,” beretter Kim Boding Johannsen.
Sparede tid og CO2
I kantinen blev de 400 m² gulv stabiliseret på tre dage, og i laboratorierne tog det omkring 12 dage, hvor Uretek arbejdede mellem laboratorieudstyret. Herefter kunne Kim Boding Johannsen trygt lade medarbejderne benytte bygningen uden risiko for gulvbrud.
“Uretek kunne udføre stabiliseringen uden at vi skulle flytte igangværende forsøg og inventar ud af laboratorier og kantiner. Det har sparet os rigtig meget tid og bøvl,” forklarer Kim Boding Johannsen.
Under udførelsen skulle de ansatte kun kortvarigt forlade deres arbejdssted, da Uretek GeoPlus® hærder øjeblikkeligt, og da der ikke skulle etableres et nyt gulv. Og det er med til at lette klimaaftrykket.
“Hos Topsoe arbejder vi for at begrænse klimabelastningen i alle led af forretningen, og med Ureteks metode kunne vi undgå den større udledning af CO2, som ellers ville være kommet ved opbrydning og genetablering af gulvet,” afslutter Kim Boding Johannsen.
Vil du vide mere om metoden? Bliv klogere på opretning af betongulve >>
Læs også artiklen om Bryggeriet Vestfyen: Fik stabilt lagergulv med Uretek GeoPlus >>